Januar - februar

Overskrift: En god leg og en god karakter.
Dato: onsdag d. 30 januar 2008 kl. 10:10:43
 
Kære Allesammen. Igår var jeg til bachelor-eksamen og det gik godt. Det gik faktisk rigtig godt- eftersom jeg fik 12, hvilket er den højeste karakter man kan få efter den nye karakterskala.


Siden opgaven blev afleveret 16.Jan har jeg ikke tænkt så meget på opgaven eller eksamen. Dagen før gik jeg over til seminariet for at forberede en indledning til selve eksaminationen og på vejen passerede jeg legepladsen foran Frederiksberg Svømmehal, hvor vi plejede at gå med Frederik og der faldt jeg temmelig meget i staver og opholdt mig i noget tid inden jeg fortsatte over på seminariet.


På vejen over til eksaminationen igår gik jeg med vilje den anden vej rundt om Aksel Møller's Have og legepladsen for at undgå at blive ked af det og miste fokus lige inden eksaminationen. Som jeg så går der med Ipod og tænker på min eksamen og indledning, så støder jeg ind i en gruppe børn med deres pædagoger. Det er så pædagoger og børn fra Frederiks vuggestue som er på tur og jeg møder endda 2-3 af de pædagoger som kendte Frederik rigtig godt og vi snakkede en lille smule om hvordan vi havde det , inden jeg fortalte jeg jeg skulle til min vigtigste eksamen i mit studie om 20 minutter og måtte smutte.
Jeg er ikke særlig overtroisk, men jeg synes det er utroligt, at jeg går en anden vej for ikke at blive konfronteret med min sorg og så støder jeg ind i Frederik's pædagoger mindre end 2 minutter efter.


Selve opgaven handlede om stress. Men den tager udgangspunkt i at skabe sundhed. Fysisk, mentalt og socialt - og stress er fysiologisk et udtryk for psykologisk følelsesmæssig " belastning". Børns leg ( og voksnes) tematiserer,  mildner og endda forvandler denne belastning, så der mobiliseres ressourcer til at "klare sig". Legen er drivkraften bag idræt og derfor kan fysisk aktivitet og idræt mobilisere ressourcer til at modstå social belastning og fastholde en vis sundhed.


Det var meget meget kort version, som er beskrevet i opgaven, som kan findes her www.viskabergladedage.dk.


Projektet Glade Dage fik jeg meget ros for. Også for den måde jeg havde anvendt en artikel jeg har været med til at skrive om Glade Dage i LL-NYT som forside ( den ligger også under nyheder på www.viskabergladedage.dk .I det hele taget fik jeg så mange rosende ord med på vejen af mine vejledere og af censor at jeg næsten ikke kunne kapere det. Jeg tror det fremgik af både opgave og mundtlig eksamen at børn, stress og sundhed også var et meget personligt anliggende.

 

Håber nogle af jer vil læse det og fortælle om det det giver mening for jer.

 

Det var stress og opgave nok for denne gang- Sanne har det godt og maven vokser- vi passer godt på hinanden og glæder os til der kommer en lille pige omkring 21 Maj.

Kram herfra

 


 

Overskrift: " Legen som Stress-Håndtering?" Bachelor Afleveret !
Dato: fredag d. 18 januar 2008 kl. 12:12:39
 
Så blev min bachelor afleveret i onsdags. Det har været en lang og krævende proces, som jo begyndte for 2 år siden med ansøgningen til Frederiksberg Kommune omkring projekt " Glade Dage" og toppede her mandag frem til natten til onsdag.


Da jeg afleverede onsdag formiddag, var jeg så stresset, træt og udmattet at jeg slet ikke kunne glæde mig over resultatet. Jeg tror jeg vil benytte lejligheden her til at beklage at jeg har været meget kort for hovedet- især overfor mine to halve partnere Janus og Maria -  og så selvfølgelig takke Sanne for hendes hjælp og tålmodighed. Tak skat!

 

En dåseøl og en lur derhjemme fra 13-15 , gjorde at jeg kunne vende tilbage til seminariet som et helt nyt menneske - så var humøret eller helt - helt i top.
Vi sad en del studerende på den lokale knejpe Børma og råhyggede... Den fik først med en del rafling, hvor jeg jo udfoldede et af mine talenter i spillet " løgn " og det betød jo at de andre måtte hente en del omgange.


Så kom der en guitar frem og så var ellers total seminarie lejrbålsstemning og vi skrålede nogle meget gode versioner af alt lige fra Bronskibeats Turn Away  henover Kim Larsens Kvinde Min til Dansorkesterets kom tilbage til mig Regndans og mange mange flere.. Det var nok en af de allerbedste dage i min seminarie tid - hvis ikke den bedste!

 

Så dagen igår var reserveret til tømmerænd, hvilket overhovedet ikke gjorde noget i forhold til hvor sjovt det var aftenen før.

Nu resterer en mundtlig


eksamination omkring opgaven den 29 eller 31 januar.


Jeg er enorm tilfreds med resultatet på de 25 sider den fylder og ikke mindst det jeg har fået ud af det personligt -  uanset hvordan den bliver vurderet af censorer.


Jeg havde egentligt tænkt mig at skrive lidt om indholdet i opgaven, men vil hellere vende tilbage her på siden efter eksaminationen og fortælle hvordan det er gået.

 

I mellemtiden vil jeg glæde mig over at jeg kan slappe lidt af.
Kh Gerd

 


 

Overskrift: Scanning idag.
Dato: torsdag d. 03 januar 2008 kl. 21:24:52
 
Hej og Godt Nytår!

 

Vi har været til uge 20 scanning idag på Hvidovre Hospital.

 

Det var en god oplevelse og der blev kigget meget grundigt efter...

 

Den så meget elegant ud og lå og struttede med benene i mange gymnastiske stillinger og helt strakte fingre.

 

Det var næsten så godt som sikkert at det bliver en Miss Lilja Michaelsen

 

Det glæder vi os til!

 


 

Overskrift: Godt nytår
Dato: tirsdag d. 01 januar 2008 kl. 14:15:20
 
Kære alle!
Det er ikke blevet til meget skriveri fra os i december, men kort fortalt, så var vi en tur i Thailand i starten af december og julen tilbragte vi på Fyn!

Det var dejligt med lidt sol og varme i starten af december, men desværre var vi så uheldige begge at få en grim madforgiftning, som lagde os i sengen (i rutefart til toilettet) i 5 dage!


Sygedagene gav os en masse tid til at tænke på hvor meget vi savner Frederik, så vi var begge ret langt nede! Heldigvis fik vi sidst på ferien nogle gode dage, hvor vi nød livet på stranden Kata Beach.

 

Julen blev som skrevet holdt på Fyn, hos Sannes forældre sammen med Britt, Thune og drengene, her havde vi nogle hyggelige dage, trods det store savn af Frederik. Selvfølgelig var der masser af svære stunder og triste tanker, men julen blev faktisk mindre trist end frygtet. Vi blev godt hjulpet på vej til en god jul af vores dejlige familie, der virkelig gjorde en stor indsats for at støtte os og sørge for vi fik en masse gode timer.

Så står vi på spring til det nye år. Det vil blive et år, hvor vi stadig vil møde store udfordringer i forhold til vores sorg over Frederik. Men vi føler os også stærke og ser begge lyst på fremtiden!


En stor sorg er som en stor kantet sten i en kæde om anklen. Stenen vil altid være der, men med tiden vil den blive slebet til og blive mindre og lettere at trække, for til sidst at få en størrelse, der gør det muligt at have den i sin rygsæk. 

I ønskes alle et godt og lykkebringede nytår.

 


 

Overskrift: Tak fra Børnehuset Siv
Dato: tirsdag d. 01 januar 2008 kl. 13:22:10
 
Kære alle!
Her i december har vi modtaget et julekort fra Børnehuset Siv, med mange tak for den flotte donation i forbindelse med Frederiks fødselsdag.

 

Pengene er blevet brugt til køb af 4 'swing-cars' som børnene er rigtig glade for at køre på, og så er der bestilt 'Teater på Hjul' i februar, som kommer og spiller 'den stanhaftige tinsoldat' for børnene.

 

Alle i Børnehuset Siv siger mange tak for vores indsamling og sender os et ønske om en god jul og et godt nytår.

Gå tilbage til forsiden
Se videoklip
Se billeder