November - december

Overskrift: Indsamling videregivet til Forening Cancerramte Børn
Dato: mandag d. 15 december 2008 kl. 10:57:19
 
Kære familie og venner.


Så har vi fået pengene frem til FCB, det blev til 4.495 kr, vi takker endnu engang for jeres bidrag. Foreningen Cancerramte Børn er meget glade for pengene, de takker os alle for at vi vil være med til at gøre en forskel for kræftsyge børn og deres familier.

 

Julen står for døren - december er en blandet måned for os! Julen bringer en masse glæde, men også rigtig meget savn af Frederik. Det er en mørk tid, hvor man kryber lidt sammen indendørs og har tid til tanker, desværre i vores situation en hel del triste tanker, oven i alt den gode julestemning.

 

Ida har det godt, hun har dog lige haft et par dage med feber, det trækker jo lidt tænder ud, så vi er glade for at hun er frisk igen. Vi er glade for huset i Glamsbjerg og er kommet lidt mere på plads, men vi er begyndt at mærke savnet af København lidt mere. Det har nok også noget med årstiden og december-stemningen at gøre. Så vi ser frem til at de kommende måneder bringer os mere dagslys og forhåbenligt en lille ferie på en mere sydlig breddegrad.

Vi ønsker jeg alle en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.
Juleknus fra Ida, Gerd og Sanne

 


 

Overskrift: Tak for alle bidrag i forbindelse med vores indsamling
Dato: mandag d. 17 november 2008 kl. 16:03:19
 
Kære alle!
Tak til jer som har givet et bidrag til vores indsamling til Foreningen Cancerramte Børn - og en stor tak til Gitte, Jan, Fie og Nicolaj, som har haft deres egen indsamlingsbøsse. Vi har strukket vores indsamling lidt tid ind i november, da vi havde lejlighed til at samle penge ind fra vores familie, ved Idas navngivningsfest 09.nov. Vi ved endnu ikke hvor meget der er samlet ind, men næste gang vi er i Kbh skal vi ha afleveret indsamlingsbøsserne til FCB, så de kan blive talt op! De penge der var blevet indsat på vores indsamlingskonto er i dag blevet hævet og bliver ligeledes puttet i bøsserne.

 

Vi havde en lidt tung periode i ugerne op til Frederiks fødselsdag og i ugerne efter. Tabet er hårdt omkring mærkedage. For nogle uger siden var vi i Jylland på en temadag for forældre der har mistet et barn til kræft, arrangeret af foreningen Familier med Kræftramte Børn, det var en rigtig god dag hvor vi mødte andre som os, og talte meget om at bevæge sig mellem Sorgens rum og Livets rum. De to rum bevæger Gerd og jeg os hele tiden ud og ind af, vi har arbejdet meget med vores sorg, og det skal vi forsat gøre. Tabet vil aldrig forsvinde, men vi vil lære at leve med det og opholde os mest i Livets rum!

Gå tilbage til forsiden
Se videoklip
Se billeder